Thursday, 28 July 2016

HVORFOR FILOSOFERE OVER JAZZ? 2. DEL: AT SÆTTE ORD PÅ MUSIK

Hej alle sammen!

I dag vil jeg give endnu et bud på, hvorfor det kan give mening at filosofere over jazz. 

Det vil være en forlængelse af et tidligere blogindlæg, jeg vil derfor springe direkte ud i det og melde dagens blogtema: 

- At sætte ord på musik

Som man jo uungåeligt gør, når man filosoferer over jazz. At sætte ord på musik skal forstås i den forstand, at man bruger sine egne ord til at beskrive et stykke musik. Vi taler ikke om, hvem der har lavet et givent nummer, hvornår og med hvem. 

Men det at udtrykke sig kreativt og originalt, når man beskriver et stykke musik. 

Eksempel
Jeg kommer i den forbindelse i tanke om en særdeles poetisk og til tider morsom anmeldelse i Politiken skrevet af Henrik Palle. Den omhandler en koncert med pianisten Brad Mehldau. Et kort udpluk:

"Samtidig var han (Brad Mehldau) tydeligvis begejstret og glad for at spille, selv om hans gestik og mimik sine steder mindede mere om en mellemting mellem en årvågen avislæser, der stedse finder nye pointer i et essay af Bjørn Bredal, og et barn, der smager på chokoladerne i en af Anton Bergs helt store æsker med de fyldte."


og

"Til gengæld sluttede trioen det ordinære sæt af med en vidunderlig version af Sidney Bechets 'Si tu vois ma mère'. Det var på en gang rørende og skræmmende. For det var, som skilte de en kanariefugl ad; heldigvis overlevede den og flaksede melankolsk mod himlen til sidst".

Jeg synes, at denne anmeldelse er et godt eksempel på en kreativ og original beskrivelse af en personlig oplevelse af musik.

Intellekt og kreativitet
Men det som jeg især synes er interessant i denne sammenhæng, er, at det faktisk er en relativ stor udfordring for ens kreative og intellektuelle evner, at beskrive musik med ord. Det tvinger én til at beskrive nogle personlige, følelsesmæssige og kropslige tilstande, med et alment sprog.

Man kan sige, at man er nødt til at abstrahere fra ens private følelser og sætte dem ind i den almene konvention og tradition, som vores sprog er et udtryk for. 

Lidt firkantet kunne man også sige, at man forbinder højre hjernehalvdel med den venstre; følelse med fornuft.


En indvending
Men hvorfor gøre det? Er det ikke netop meningen med musik, og kunst generelt, at vi kan give os hen til den følelse, som den opildner i os?

Jeg har tænkt meget over det, men er kommet frem til, at det denne intellektualisering bestemt ikke behøver at ske på bekostning af den følelse, som musikken umiddelbart giver én. Derimod kan den give en ekstra dimension til den: Man kan høre musikken med nye ører og man kan sætte den ind i en bredere, kulturel sammenhæng.


Eksempelvis går mit jazz og filosofi projekt blandt andet ud på at finde og beskrive musikalske udtryk, der kan udtrykke ellers oversete eller undervurderede perspektiver af vores tilværelse og samfund.

Nietzsche

I den forbindelse skal det ikke være nogen hemmelighed, at jeg er meget inspireret af den musikelskende nomadefilosofi, Friedrich Nietzsche og især de analyser og fortolkninger af musik, som han foretager. 

For eksempel fandt han Richard Wagners musik storladen, bombastisk, larmende, voldsom og usammenhængende. Men alligevel stormede borgerskabet i operaen for at høres hans værker. Hvorfor blev folk tiltrukket af den slags musik, spurgte Nietzsche?

Nietzsches dom var, at mennesket generelt havde mistet sin retning og mening i livet og derfor blev tiltrukket af musik, der kunne overvælde dem. Altså få dem til at glemme sig selv. 


Han kobler dermed sin musikanalyse sammen med begrebet nihilisme. Men det er en længere historie, som du kan læse mere om i mit essay om den sag.

Selvom vi selvfølgelig ikke taler om eksakt, positivistisk videnskab hér, så tror jeg, at de fleste ville være mere eller mindre enige i, at Wagners musik generelt er storladen og bombastisk. Derfra kan man jo så spørge; hvorfor man så finder disse karakteristika tiltalende eller frastødende.

Men Nietzsche tager altså en personlig musikalsk oplevelse og sætter den ind i en kulturel kontekst: den umiddelbart sanselige oplevelse af musik bliver ledt over i en mere intellektuel, filosofisk analyse.

Afsluttende bemærkninger

Den kunst et samfund beskæftiger sig med siger selvfølgelig en masse om selvsamme. At vores samfund i dag tilsyneladende er meget optaget af provokationskunst, installationer og kuratorkunst, kan man jo filosofere en del over.

Hvis vi skal tænke i tråd med Nietzsche, er det oplagt at spørge om det ikke er et tegn på en kultur som har mistet blikket og sansen for sammenhængen, håndværket, traditionen? Altså en kultur der hylder det pludselige, øjeblikkelige og kortsigtede, grænseløse.


Så hvorfor sætte ord på musik? Hvorfor filosofere over jazz? Fordi det giver jazzen en ekstra dimension. En intellektuel dimension om man vil. Det kan hæve den umiddelbare, personlige musikoplevelse op på et samfundsmæssigt plan.

I den process er jeg sikker på, at man både kan holde hjernen i form samtidig med, at man kan lære noget om sit samfund og sin kultur.

/Bjørn

Saturday, 9 July 2016

JAZZ SOM HÅNDVÆRK


Hej alle sammen!
Det er lørdag eftermiddag og efter en uge med masser af god jazzmusik og ustadigt vejr - lige i jazzfestivalens ånd - kom jeg til at tænke på et centralt element ved jazzen, om hvilket der har været en del debat i medierne på det seneste, nemlig:

- Jazz som håndværk


Jeg vil ikke gå så meget ind i selve debatten, udover, at jeg umiddelbart vil melde mig på 'håndværker-holdet'. Generelt ser jeg det med innovation og kreativitet mere som et lykkeligt og uforudset biprodukt af lange intense studier af håndværket.


Derimod vil jeg i dagens blogindlæg hylde og analysere et af de mest sublime udtryk for jazz-håndværk, som jeg selv kender til:


Oscar Petersons solo i nummeret Sometimes I’m happy



Det er sådan et nummer der har figureret på min playliste i en 4-5 år, og jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg under kandidatstudierne har siddet og skrevet med denne her fuldstændig overlegne og mesterlige improvisation som inspirerende soundtrack.


Hvorfor er det godt håndværk? 
Man kunne fokusere på mange forskellige aspekter, men det jeg finder mest slående ved denne improvisation, er, hvor kontrolleret og roligt intensiteten bliver bygget op.

Det begynder ganske enkelt at swinge mere og mere.

Man kan f.eks. høre det ved 4:41 og 5:59, hvor trioen meget subtilt skruer intensiteten en tand op.


Man bliver ikke forbløffet, det føles bare rigtigt og naturligt. Det føles som om det skal være sådan.


Det er som et langt velunderbygget argument, der præcist og uundgåeligt leder frem til den eneste mulige konklusion. Og man kan ikke andet end at med tilfredshed konstatere, at sådan skal det være.


For mig vidner det om, hvor godt trioen kan deres håndværk: Teorien og teknikken er fuldstændig internaliseret og det gør, at mere sofistikerede elementer, som bemeldte intensitet, kan opbygges.


Eksempel

Jeg tænker, at man kan sammenligne det med en rigtig god samtale: Når man taler på sit modersmål med én man forstår godt, så flyder ordene let og elegant. Man er altså ikke bare i kontrol over selve ordene, grammatikken og udtalen, men man kan også tydeligt fornemme, hvor kraftigt ordene skal udtrykkes så det passer til situationen.

Fortæller man en sjov historie vil det være naturligt at stemmen bliver lidt højere og får mere styrke. Hvis man skal fortælle noget fortroligt, ville det være naturligt, at man sænker stemmen lidt og læner sig ind mod den anden osv.


Det er den fornemmelse for sine omgivelser og situationen, som jeg hører Oscar Peterson og hans trio mestre hér. De kan jazz-sproget - og derfor kan intensitet, volumen og frasering afstemmes så perfekt med den umiddelbare situationen.


Man får altså et indblik i et håndværk, der følsomt og respektfuldt udtrykkes i improvisationens rolige opbygning - i det tempo det fortjener. 


I øvrigt befriende i en tid, hvor det synes at være kunstens primære eksistensberettigelse, at den skal 'provokere' og 'bryde det konforme'. (Mere om den sag i mit Søndagscitat om TS Eliot)

Men hér er der ingen pludselige brud i stilen fra Petersons side, der stikker ud og spolerer det overordnet udtryk. Nej, han er hele tiden til stede i formen og vi kan let følge ham inden han afslutter knivskarpt og bassoloen tager over. 

Afsluttende ord
Et godt håndværk der bare sidder på rygmarven mener jeg giver det overskud der gør, at man kan kontrollere og afstemme udtrykkets intensitet perfekt i forhold til omgivelserne. Det mestrer Petersons trio hér! 

I den forstand går der nogle ret interessante linier til Nietzsche kulturkritik, som vil blive udfoldet ved anden lejlighed.


Hvad siger DU? Er håndværket et undervurderet element i vor tids kultur? Er kortsigtet projektmageri og popsmart innovationstænkning ved at fylde for meget?


Ellers er der bare tilbage at sige: sæt Sometimes I'm Happy med Oscar Peterson på, skru op for dit anlæg, læn dig trygt tilbage og lad et mesterligt jazzhåndværk swinge dig i godt humør! :)


Byd endelig ind med kommentarer og tak fordi du læste med!


/Bjørn