Wednesday, 29 June 2016

JAZZ-HISTORIE: SIDNEY BECHET OG DEN FRANSKE FORBINDELSE


Hej venner!
Vi nærmer os Copenhagen jazzfestival: 10 dage fuld af liv og musik med København som smuk ramme om festlighederne!

Dagens blogindlæg bliver derfor en lille hyldest til en helt bestemt jazzmusiker, som jeg har 'genfundet' og dyrket den seneste tid. Jeg lavede lidt research på manden og det slog mig, at hans musik og historie er et godt eksempel på noget af det der er mest fantastisk ved jazzmusikken, nemlig:


- Hvor god den er til at binde kulturer sammen.


Det drejer sig om Sidney Bechet. Han blev født i New Orleans i 1897, fik tidligt succes og spillede rundt omkring i USA. Han turnerede i Europa i 20'erne og slog sig blandt løst på Paris' buldrende jazzscene.



Historien
Som mange andre amerikanske jazzmusikere nød han godt af den anerkendelse og de levevilkår som jazzmusikere generelt oplevede i Europa - i modsætning til USA, hvor man vist roligt kan sige, at der generelt blev set mere skævt til sorte jazzmusikere.

Efter et fængselsophold på grund af et skudopgør en sen nat i Montmartres gader, blev han sendt tilbage til USA. I 1949 vendte han dog tilbage til Frankrig, hvor han havde nogle succesfulde år indtil sin død 1959.


Amerika møder Europa

Bechet forener på fornem vis den amerikanske jazz med den franske musik og kultur. Faktisk meget lig den fransk-belgiske sigøjner guitarist Django Reinhardt. Men hvor Django var opvokset i Europa med dens folkemusik i blodet og søgte mod USA og jazzmusikken, der var Bechet opvokset lige i jazzens hjerte, New Orleans, og søgte mod Europa.

Begge musikere er gode eksempler på hvordan jazzen kan forene forskellige kulturer. Jeg er ret fascineret af hvordan Bechet formår at besjæle sin New Orleans jazz-stil med en slags europæisk melankoli og lidenskab, som jeg personligt forbinder med Django og den europæiske folkemusik. For mig giver det musikken en dybde og varme - hvilket jeg fornemmer mange andre også genkender og holder af.


Musikeksempel

Et af hans største hit, Petite fleur, synes jeg er et godt musikalsk eksempel på denne kulturblanding:

https://www.youtube.com/watch?v=wMwckuWpxDs


Bonus info

Under min research stødte jeg iøvrigt på en britisk digter ved navn Philip Larkin og det viste sig, at han har skrevet et smukt digt til Sidney Bechet. Og det lægger jo op til et andet interessant filosofisk problem i forbindelse med musik: hvordan kan man bedst beskrive musik med ord? Men det må blive et andet blogindlæg!

Tak fordi Du læste med og god jazzfestival! :)



For Sidney Bechet - By Philip Larkin


That note you hold, narrowing and rising, shakes

Like New Orleans reflected on the water,
And in all ears appropriate falsehood wakes,

Building for some a legendary Quarter

Of balconies, flower-baskets and quadrilles,
Everyone making love and going shares -

Oh, play that thing! Mute glorious Storyvilles

Others may license, grouping around their chairs
Sporting-house girls like circus tigers (priced

Far above rubies) to pretend their fads,

While scholars manqués nod around unnoticed
Wrapped up in personnels like old plaids.

On me your voice falls as they say love should,

 Linke an enormous yes. My Cresent City
Is where your speech alone is understood,

And greeted as the natural noise of good,

Scattering long-haired grief and scored pity.

Wednesday, 22 June 2016

HVORFOR FILOSOFERE OVER JAZZ?


Hej alle sammen! 
Jeg sidder på denne varme eftermiddag, onsdag d. 22 juni, i godt selskab med en kop kaffe, Oscar Peterson i høretelefonerne og besluttede mig for at dele lidt overordnede tanker om mit jazz & filosofi projekt (som man kan læse meget mere om på min hjemmeside).

Og jeg tænker, at det mest overordnede spørgsmål, samt det spørgsmål, som jeg fornemmer er mest relevant for nye interesserede i dette projekt, er følgende:


- Hvorfor filosofere over jazz? 


Så det er simpelthen dagens blog-tema og på mange måder hele baggrunden for hvorfor jeg har kastet mig ud i mit jazz-filosofi projekt.

Jeg vil starte med at sige, at jeg selv var meget skeptisk overfor det i mange år. Især lige da jeg blev hooked på jazzen omkring 2003, da jeg hørte Django Reinhardts fantastiske guitarspil for første gang.


Jeg havde den klare opfattelse, at jazzen udelukkende skulle være et spontant og frit område, hvor alle besværlige overvejelser var forment adgang. Også stærkt inspireret af Djangos livsstil: sigøjneren der rejste rundt fra sted til sted, spillede dag og nat og som intet kendte til musikteori.


Men det ændrede sig ret pludseligt, da jeg stødte på Nietzsches filosofi under et studieophold i Frankrig: Nietzsche kombinerer nemlig det intellektuelle og det kunstneriske i både stil og indhold - og det er helt vildt hvad det samspil kan skabe.


Aristoteles 
Men tilbage til temaet: hvorfor filosofere over jazzen?
Hvis vi tager fat i gode gamle Aristoteles, så har han to udtalelser om filosofi, som næsten er blevet selve filosofiens definition:

1) Filosofi er undren

2) Filosofi har ikke et konkret genstandsfelt (dvs. filosofien skal undre sig over alt(!))

Filosoffen skal undre sig over, hvad han/hun nu finder vigtigt/spændende/interessant og kan derfor kaste sig over hvad som helst. Det er både filosofiens styrke og svaghed.

Svagheden (og en ofte hørt kritik) er, at filosofien er useriøs og ikke tjener noget formål, netop fordi den ikke er forpligtet på at undersøge et bestemt (og for samfundet ofte gavnligt) område.


Styrken ved filosofien ligger i dens frihed i forhold til genstandsfelt. Herved kan filosofien netop grave noget uforudset frem, drage nogle originale paralleller og fremhæve nogle spændende sammenhænge.


Så hvorfor filosofere over jazz? Ved at inddrage jazz i filosofi, mener jeg, at man kan synliggøre nogle ellers meget abstrakte pointer. Altså give de abstrakte tanker en konkret form.


Eksempel

Eksempelvis kan et jazznummer meget konkret vise et frugtbart samspil mellem de to modsætninger: det strukturerede og det frie:

I et jazz nummer er der en konkret form: som regel 32 takter, et tema, harmonisammensætning. Men der er også et rum for improvisationen, hvor alle de indlærte skalaer, harmonier og rytmer sættes sammen spontant og umiddelbart - med helt uforudsigelige resultater.


Så jazzen kan eksemplificere et klassisk filosofisk dilemma, de fleste af os nok kender: hvor meget i vores liv skal struktureres og hvor meget skal skal overlades til improvisationen?


Afsluttende bemærkninger

Men det var et kort lille eksempel på, hvad jazzen kan gøre for filosofien. En anden gang må jeg skrive lidt om hvad filosofien kan gøre for jazzen - det må være på sin plads.

Hvad tænker Du? Lad mig endelig høre dine kommentarer/spørgsmål/mening/andet!


Vi ses! :)


/Bjørn