Saturday, 17 September 2016

Sonny Rollins og improvisation

Hej venner!

I dag skal det handle om en bog, jeg lige har læst. Den hedder Yes to the mess - hvad ledere overraskende nok kan lære af jazz, og er skrevet af Jazzpianist og professor i virksomhedsledelse, Frank J. Barrett.

Lad mig sige det med det samme: jeg var skeptisk overfor stort set alt ved bogen: den poppede titel, ledelsesvinklen og pangfarverne på forsiden. Endnu en coachingbog, der har fundet løsningen på alle verdens problemer, tænkte jeg. MEN jeg blev klogere - og et par fordomme fattigere.

Oscar Peterson vs Sonny Rollins
Særligt et eksempel om Oscar Peterson og Sonny Rollins fangede min opmærksomhed. De to fremstilles som modsætninger i forhold til deres måde at improvisere på.

Peterson som perfektionisten, der forbereder alt. Rollins som eventyreren, der konstant opsøger det ukendte.

Som Oscar Peterson fan vil jeg, så objektivt som jeg overhovedet kan, sige, at synes jeg beskrivelsen af ham er lidt klichefyldt: Fx. "han er for perfekt". Samtidig citeres Keith Jarrett for at sige, at improvisation skal være en "kamp". Men den 'kamp' kan man vel sagtens tage i øvelokalet og så stræbe efter at være 'perfekt', når der skal spilles koncerter?

Ligesom man kan hævde, at når håndværket virkelig er perfektioneret og indlært, så kan man fokusere på andre vigtige elementer i sit spil, som eksempelvis dynamik og intensitet - som jeg netop mener Oscar Peterson gør. Det har jeg skrevet om i et tidligere blogindlæg.

Sonny Rollins og brudte vaner
Men lad os gå videre til Sonny Rollins.

Rollins fremhæves fordi han er kendt for "sine skæverter", såvel som for sine "vellykkede nyskabelser". Personligt har jeg ikke dyrket ham i særlig høj grad, men den del jeg kender, synes jeg er meget spændende. Han laver ofte nogle meget spøjse, overraskende og næsten voldsomme fraser i sine improvisationer.

Om Rollins tilgang til improvisation, fremhæver Barrett en meget inspirerende historie: I 1959 trak Rollins sig pludselig tilbage fra musikscenen i 3 år. Folk forstod ikke, hvad han lavede og frygtede, at han var ude i et misbrug. Men han var blevet træt af at høre på sig selv; træt af at spille de samme velkendte fraser igen og igen.

Så igennem de tre år stillede hans sig under Williamsburg Bridge nær hans hjem i New York for at øve. Hver gang han tog sig selv i at spille en af sine gamle fraser, stoppede hans straks op og gav sig tid til, at der dukkede en ny og frisk frase op, som han så indarbejdede.

Han gik altså meget målrettet efter at bryde sine vaner.

Det kom der i 1962 et fantastisk album ud af: The Bridge 

Afslutning
Barrett drager derefter paralleler til erhvervslivet og giver eksempler på, hvordan vaner på ledelssesgangen er blevet brudt og hvordan nytænkning er opstået med store resultater og opfindelser til følge. Det er et træk, der går igen i hele bogen.

Bogen er fuld af en masse gode og inspirerende historier om de største jazzmusikere, og de mange paralleller til erhvervslivet, synes jeg sætter improvisationsbegrebet i et konkret og håndgribeligt perspektiv.

Jeg vil slutte af med at anbefale at man lytter til åbningsnummeret fra omtalte album - eventuelt mens man læser dette gode Sonny Rollins citat, som bogens forfatter fremhæver:

"Lige så snart jeg hører mig selv spille en velkendt melodi, tager jeg mundstykket ud af munden. Så venter jeg nogle takter. At improvisere betyder at byde ind med en fuldstændig renvasket tavle fra allerførste tone... det vigtigste er at vriste sig fri af fastlåste funktioner"

https://www.youtube.com/watch?v=a4vZdvGkY6c

Tak for denne gang!

Litteratur: Barrett, Frank J.: Yes to the mess - hvad ledere overraskende nok kan lære af jazz. Dansk psykologisk forlag, 2014. Ovesat af Kent Havemann.


Thursday, 28 July 2016

HVORFOR FILOSOFERE OVER JAZZ? 2. DEL: AT SÆTTE ORD PÅ MUSIK

Hej alle sammen!

I dag vil jeg give endnu et bud på, hvorfor det kan give mening at filosofere over jazz. 

Det vil være en forlængelse af et tidligere blogindlæg, jeg vil derfor springe direkte ud i det og melde dagens blogtema: 

- At sætte ord på musik

Som man jo uungåeligt gør, når man filosoferer over jazz. At sætte ord på musik skal forstås i den forstand, at man bruger sine egne ord til at beskrive et stykke musik. Vi taler ikke om, hvem der har lavet et givent nummer, hvornår og med hvem. 

Men det at udtrykke sig kreativt og originalt, når man beskriver et stykke musik. 

Eksempel
Jeg kommer i den forbindelse i tanke om en særdeles poetisk og til tider morsom anmeldelse i Politiken skrevet af Henrik Palle. Den omhandler en koncert med pianisten Brad Mehldau. Et kort udpluk:

"Samtidig var han (Brad Mehldau) tydeligvis begejstret og glad for at spille, selv om hans gestik og mimik sine steder mindede mere om en mellemting mellem en årvågen avislæser, der stedse finder nye pointer i et essay af Bjørn Bredal, og et barn, der smager på chokoladerne i en af Anton Bergs helt store æsker med de fyldte."


og

"Til gengæld sluttede trioen det ordinære sæt af med en vidunderlig version af Sidney Bechets 'Si tu vois ma mère'. Det var på en gang rørende og skræmmende. For det var, som skilte de en kanariefugl ad; heldigvis overlevede den og flaksede melankolsk mod himlen til sidst".

Jeg synes, at denne anmeldelse er et godt eksempel på en kreativ og original beskrivelse af en personlig oplevelse af musik.

Intellekt og kreativitet
Men det som jeg især synes er interessant i denne sammenhæng, er, at det faktisk er en relativ stor udfordring for ens kreative og intellektuelle evner, at beskrive musik med ord. Det tvinger én til at beskrive nogle personlige, følelsesmæssige og kropslige tilstande, med et alment sprog.

Man kan sige, at man er nødt til at abstrahere fra ens private følelser og sætte dem ind i den almene konvention og tradition, som vores sprog er et udtryk for. 

Lidt firkantet kunne man også sige, at man forbinder højre hjernehalvdel med den venstre; følelse med fornuft.


En indvending
Men hvorfor gøre det? Er det ikke netop meningen med musik, og kunst generelt, at vi kan give os hen til den følelse, som den opildner i os?

Jeg har tænkt meget over det, men er kommet frem til, at det denne intellektualisering bestemt ikke behøver at ske på bekostning af den følelse, som musikken umiddelbart giver én. Derimod kan den give en ekstra dimension til den: Man kan høre musikken med nye ører og man kan sætte den ind i en bredere, kulturel sammenhæng.


Eksempelvis går mit jazz og filosofi projekt blandt andet ud på at finde og beskrive musikalske udtryk, der kan udtrykke ellers oversete eller undervurderede perspektiver af vores tilværelse og samfund.

Nietzsche

I den forbindelse skal det ikke være nogen hemmelighed, at jeg er meget inspireret af den musikelskende nomadefilosofi, Friedrich Nietzsche og især de analyser og fortolkninger af musik, som han foretager. 

For eksempel fandt han Richard Wagners musik storladen, bombastisk, larmende, voldsom og usammenhængende. Men alligevel stormede borgerskabet i operaen for at høres hans værker. Hvorfor blev folk tiltrukket af den slags musik, spurgte Nietzsche?

Nietzsches dom var, at mennesket generelt havde mistet sin retning og mening i livet og derfor blev tiltrukket af musik, der kunne overvælde dem. Altså få dem til at glemme sig selv. 


Han kobler dermed sin musikanalyse sammen med begrebet nihilisme. Men det er en længere historie, som du kan læse mere om i mit essay om den sag.

Selvom vi selvfølgelig ikke taler om eksakt, positivistisk videnskab hér, så tror jeg, at de fleste ville være mere eller mindre enige i, at Wagners musik generelt er storladen og bombastisk. Derfra kan man jo så spørge; hvorfor man så finder disse karakteristika tiltalende eller frastødende.

Men Nietzsche tager altså en personlig musikalsk oplevelse og sætter den ind i en kulturel kontekst: den umiddelbart sanselige oplevelse af musik bliver ledt over i en mere intellektuel, filosofisk analyse.

Afsluttende bemærkninger

Den kunst et samfund beskæftiger sig med siger selvfølgelig en masse om selvsamme. At vores samfund i dag tilsyneladende er meget optaget af provokationskunst, installationer og kuratorkunst, kan man jo filosofere en del over.

Hvis vi skal tænke i tråd med Nietzsche, er det oplagt at spørge om det ikke er et tegn på en kultur som har mistet blikket og sansen for sammenhængen, håndværket, traditionen? Altså en kultur der hylder det pludselige, øjeblikkelige og kortsigtede, grænseløse.


Så hvorfor sætte ord på musik? Hvorfor filosofere over jazz? Fordi det giver jazzen en ekstra dimension. En intellektuel dimension om man vil. Det kan hæve den umiddelbare, personlige musikoplevelse op på et samfundsmæssigt plan.

I den process er jeg sikker på, at man både kan holde hjernen i form samtidig med, at man kan lære noget om sit samfund og sin kultur.

/Bjørn

Saturday, 9 July 2016

JAZZ SOM HÅNDVÆRK


Hej alle sammen!
Det er lørdag eftermiddag og efter en uge med masser af god jazzmusik og ustadigt vejr - lige i jazzfestivalens ånd - kom jeg til at tænke på et centralt element ved jazzen, om hvilket der har været en del debat i medierne på det seneste, nemlig:

- Jazz som håndværk


Jeg vil ikke gå så meget ind i selve debatten, udover, at jeg umiddelbart vil melde mig på 'håndværker-holdet'. Generelt ser jeg det med innovation og kreativitet mere som et lykkeligt og uforudset biprodukt af lange intense studier af håndværket.


Derimod vil jeg i dagens blogindlæg hylde og analysere et af de mest sublime udtryk for jazz-håndværk, som jeg selv kender til:


Oscar Petersons solo i nummeret Sometimes I’m happy



Det er sådan et nummer der har figureret på min playliste i en 4-5 år, og jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg under kandidatstudierne har siddet og skrevet med denne her fuldstændig overlegne og mesterlige improvisation som inspirerende soundtrack.


Hvorfor er det godt håndværk? 
Man kunne fokusere på mange forskellige aspekter, men det jeg finder mest slående ved denne improvisation, er, hvor kontrolleret og roligt intensiteten bliver bygget op.

Det begynder ganske enkelt at swinge mere og mere.

Man kan f.eks. høre det ved 4:41 og 5:59, hvor trioen meget subtilt skruer intensiteten en tand op.


Man bliver ikke forbløffet, det føles bare rigtigt og naturligt. Det føles som om det skal være sådan.


Det er som et langt velunderbygget argument, der præcist og uundgåeligt leder frem til den eneste mulige konklusion. Og man kan ikke andet end at med tilfredshed konstatere, at sådan skal det være.


For mig vidner det om, hvor godt trioen kan deres håndværk: Teorien og teknikken er fuldstændig internaliseret og det gør, at mere sofistikerede elementer, som bemeldte intensitet, kan opbygges.


Eksempel

Jeg tænker, at man kan sammenligne det med en rigtig god samtale: Når man taler på sit modersmål med én man forstår godt, så flyder ordene let og elegant. Man er altså ikke bare i kontrol over selve ordene, grammatikken og udtalen, men man kan også tydeligt fornemme, hvor kraftigt ordene skal udtrykkes så det passer til situationen.

Fortæller man en sjov historie vil det være naturligt at stemmen bliver lidt højere og får mere styrke. Hvis man skal fortælle noget fortroligt, ville det være naturligt, at man sænker stemmen lidt og læner sig ind mod den anden osv.


Det er den fornemmelse for sine omgivelser og situationen, som jeg hører Oscar Peterson og hans trio mestre hér. De kan jazz-sproget - og derfor kan intensitet, volumen og frasering afstemmes så perfekt med den umiddelbare situationen.


Man får altså et indblik i et håndværk, der følsomt og respektfuldt udtrykkes i improvisationens rolige opbygning - i det tempo det fortjener. 


I øvrigt befriende i en tid, hvor det synes at være kunstens primære eksistensberettigelse, at den skal 'provokere' og 'bryde det konforme'. (Mere om den sag i mit Søndagscitat om TS Eliot)

Men hér er der ingen pludselige brud i stilen fra Petersons side, der stikker ud og spolerer det overordnet udtryk. Nej, han er hele tiden til stede i formen og vi kan let følge ham inden han afslutter knivskarpt og bassoloen tager over. 

Afsluttende ord
Et godt håndværk der bare sidder på rygmarven mener jeg giver det overskud der gør, at man kan kontrollere og afstemme udtrykkets intensitet perfekt i forhold til omgivelserne. Det mestrer Petersons trio hér! 

I den forstand går der nogle ret interessante linier til Nietzsche kulturkritik, som vil blive udfoldet ved anden lejlighed.


Hvad siger DU? Er håndværket et undervurderet element i vor tids kultur kultur? Er kortsigtet projektmageri og popsmart innovationstænkning ved at fylde for meget?


Ellers er der bare tilbage at sige: sæt Sometimes I'm Happy med Oscar Peterson på, skru op for dit anlæg, læn dig trygt tilbage og lad et mesterligt jazzhåndværk swinge dig i godt humør! :)


Byd endelig ind med kommentarer og tak fordi du læste med!


/Bjørn

Wednesday, 29 June 2016

JAZZ-HISTORIE: SIDNEY BECHET OG DEN FRANSKE FORBINDELSE


Hej venner!
Vi nærmer os Copenhagen jazzfestival: 10 dage fuld af liv og musik med København som smuk ramme om festlighederne!

Dagens blogindlæg bliver derfor en lille hyldest til en helt bestemt jazzmusiker, som jeg har 'genfundet' og dyrket den seneste tid. Jeg lavede lidt research på manden og det slog mig, at hans musik og historie er et godt eksempel på noget af det der er mest fantastisk ved jazzmusikken, nemlig:


- Hvor god den er til at binde kulturer sammen.


Det drejer sig om Sidney Bechet. Han blev født i New Orleans i 1897, fik tidligt succes og spillede rundt omkring i USA. Han turnerede i Europa i 20'erne og slog sig blandt løst på Paris' buldrende jazzscene.



Historien
Som mange andre amerikanske jazzmusikere nød han godt af den anerkendelse og de levevilkår som jazzmusikere generelt oplevede i Europa - i modsætning til USA, hvor man vist roligt kan sige, at der generelt blev set mere skævt til sorte jazzmusikere.

Efter et fængselsophold på grund af et skudopgør en sen nat i Montmartres gader, blev han sendt tilbage til USA. I 1949 vendte han dog tilbage til Frankrig, hvor han havde nogle succesfulde år indtil sin død 1959.


Amerika møder Europa

Bechet forener på fornem vis den amerikanske jazz med den franske musik og kultur. Faktisk meget lig den fransk-belgiske sigøjner guitarist Django Reinhardt. Men hvor Django var opvokset i Europa med dens folkemusik i blodet og søgte mod USA og jazzmusikken, der var Bechet opvokset lige i jazzens hjerte, New Orleans, og søgte mod Europa.

Begge musikere er gode eksempler på hvordan jazzen kan forene forskellige kulturer. Jeg er ret fascineret af hvordan Bechet formår at besjæle sin New Orleans jazz-stil med en slags europæisk melankoli og lidenskab, som jeg personligt forbinder med Django og den europæiske folkemusik. For mig giver det musikken en dybde og varme - hvilket jeg fornemmer mange andre også genkender og holder af.


Musikeksempel

Et af hans største hit, Petite fleur, synes jeg er et godt musikalsk eksempel på denne kulturblanding:

https://www.youtube.com/watch?v=wMwckuWpxDs


Bonus info

Under min research stødte jeg iøvrigt på en britisk digter ved navn Philip Larkin og det viste sig, at han har skrevet et smukt digt til Sidney Bechet. Og det lægger jo op til et andet interessant filosofisk problem i forbindelse med musik: hvordan kan man bedst beskrive musik med ord? Men det må blive et andet blogindlæg!

Tak fordi Du læste med og god jazzfestival! :)



For Sidney Bechet - By Philip Larkin


That note you hold, narrowing and rising, shakes

Like New Orleans reflected on the water,
And in all ears appropriate falsehood wakes,

Building for some a legendary Quarter

Of balconies, flower-baskets and quadrilles,
Everyone making love and going shares -

Oh, play that thing! Mute glorious Storyvilles

Others may license, grouping around their chairs
Sporting-house girls like circus tigers (priced

Far above rubies) to pretend their fads,

While scholars manqués nod around unnoticed
Wrapped up in personnels like old plaids.

On me your voice falls as they say love should,

 Linke an enormous yes. My Cresent City
Is where your speech alone is understood,

And greeted as the natural noise of good,

Scattering long-haired grief and scored pity.

Wednesday, 22 June 2016

HVORFOR FILOSOFERE OVER JAZZ?


Hej alle sammen! 
Jeg sidder på denne varme eftermiddag, onsdag d. 22 juni, i godt selskab med en kop kaffe, Oscar Peterson i høretelefonerne og besluttede mig for at dele lidt overordnede tanker om mit jazz & filosofi projekt (som man kan læse meget mere om på min hjemmeside).

Og jeg tænker, at det mest overordnede spørgsmål, samt det spørgsmål, som jeg fornemmer er mest relevant for nye interesserede i dette projekt, er følgende:


- Hvorfor filosofere over jazz? 


Så det er simpelthen dagens blog-tema og på mange måder hele baggrunden for hvorfor jeg har kastet mig ud i mit jazz-filosofi projekt.

Jeg vil starte med at sige, at jeg selv var meget skeptisk overfor det i mange år. Især lige da jeg blev hooked på jazzen omkring 2003, da jeg hørte Django Reinhardts fantastiske guitarspil for første gang.


Jeg havde den klare opfattelse, at jazzen udelukkende skulle være et spontant og frit område, hvor alle besværlige overvejelser var forment adgang. Også stærkt inspireret af Djangos livsstil: sigøjneren der rejste rundt fra sted til sted, spillede dag og nat og som intet kendte til musikteori.


Men det ændrede sig ret pludseligt, da jeg stødte på Nietzsches filosofi under et studieophold i Frankrig: Nietzsche kombinerer nemlig det intellektuelle og det kunstneriske i både stil og indhold - og det er helt vildt hvad det samspil kan skabe.


Aristoteles 
Men tilbage til temaet: hvorfor filosofere over jazzen?
Hvis vi tager fat i gode gamle Aristoteles, så har han to udtalelser om filosofi, som næsten er blevet selve filosofiens definition:

1) Filosofi er undren

2) Filosofi har ikke et konkret genstandsfelt (dvs. filosofien skal undre sig over alt(!))

Filosoffen skal undre sig over, hvad han/hun nu finder vigtigt/spændende/interessant og kan derfor kaste sig over hvad som helst. Det er både filosofiens styrke og svaghed.

Svagheden (og en ofte hørt kritik) er, at filosofien er useriøs og ikke tjener noget formål, netop fordi den ikke er forpligtet på at undersøge et bestemt (og for samfundet ofte gavnligt) område.


Styrken ved filosofien ligger i dens frihed i forhold til genstandsfelt. Herved kan filosofien netop grave noget uforudset frem, drage nogle originale paralleller og fremhæve nogle spændende sammenhænge.


Så hvorfor filosofere over jazz? Ved at inddrage jazz i filosofi, mener jeg, at man kan synliggøre nogle ellers meget abstrakte pointer. Altså give de abstrakte tanker en konkret form.


Eksempel

Eksempelvis kan et jazznummer meget konkret vise et frugtbart samspil mellem de to modsætninger: det strukturerede og det frie:

I et jazz nummer er der en konkret form: som regel 32 takter, et tema, harmonisammensætning. Men der er også et rum for improvisationen, hvor alle de indlærte skalaer, harmonier og rytmer sættes sammen spontant og umiddelbart - med helt uforudsigelige resultater.


Så jazzen kan eksemplificere et klassisk filosofisk dilemma, de fleste af os nok kender: hvor meget i vores liv skal struktureres og hvor meget skal skal overlades til improvisationen?


Afsluttende bemærkninger

Men det var et kort lille eksempel på, hvad jazzen kan gøre for filosofien. En anden gang må jeg skrive lidt om hvad filosofien kan gøre for jazzen - det må være på sin plads.

Hvad tænker Du? Lad mig endelig høre dine kommentarer/spørgsmål/mening/andet!


Vi ses! :)


/Bjørn


Wednesday, 7 October 2015

Ny hjemmeside



Jeg har lavet en hjemmeside, hvor du kan følge mit arbejde med jazzmusik og filosofi.

jazz-philosophy.com

Tjek den ud! :)

/Bjørn

Monday, 9 March 2015

Kunstens Potentiale - Filosofi/musik arrangement på Ordrup Bibliotek

"Guitarist og cand. mag. i filosofi Bjørn Fred Jensen vil dele og diskutere nogle af sine tanker og erfaringer omkring samspillet mellem kunst og filosofi og hvordan de bekræfter og supplerer hinanden og hvordan kunsten er blevet inddraget i filosofien for at sige noget dér, hvor fornuft og begreber ikke længere slår til. I den forbindelse er jazzmusik et godt eksempel; den bygger på både streng teori og improvisation. Bjørn Fred Jensen forsøge at perspektivere de filosofiske tanker gennem livemusik med sin jazztrio."